”Med et ensemble , der foruden hans egen bas omfatter en mindre strygergruppe, den svenske saxofonist Thomas Gustafsson, den norske guitarist Nils Olav Johansen, vor egen Alex Riel ved trommerne samt – i to indslag – og den svenske trompetist Staffan Svensson, har Niels Præstholm kastet sig ud i et projekt, der kan synes uhyre dristigt. Nemlig at trække en forbindelse fra middelalderlig spillemandsmusik til nutidig jazz.

Men hør, om det ikke lykkedes! I det tonesprog, Præstholm betjener sig af, og det særegne, tilpas skæve klanglige udtryk, han har skabt via sin instrumentation, er der intet af den ærefrygt og højtidelighed, der ikke sjældent præger den musik, der besmykker, som besmykker sig med den såkaldte nordiske tone. Til gengæld er der i de raske tempi en frejdighed, der får musikken til at slå gnister, og også i de stykker , hvor den rytmiske puls er langsom eller blot underforstået, bevarer den sit jordnære, vibrerende liv.

Dermed burde det ligeledes være antydet, at Præstholm har forstået at vælge de rette medspillere. Kristian Jørgensens afspændt syngende violin overfor Riels fornemt varierede trommer i balladen Forgotten – og senere i den iltert svingende Cover Me, Gustafssons indtrængende tenor i Ackward, Svenssons trompet mod strygerne i The Feeling, Johansens talrige fremragende indsatser og Præstholm egen forbindende bas bidrager alle til at gøre musikken til en så rig og stemningsmættet oplevelse.

Boris Rabinowitsch, Politiken 15. Oktober 1998