Press review: Albums

Tate’s Delight (2022)

“This is the kind of music that got me initially interested in jazz, and makes almost everything I hear these days seem stale in comparison.” – Harris, Jazz Weekly

“Buddy for connoisseurs, had this raucousness in the saxophone that went well with a sense of punchy swing capable of making any orchestra take off. (…) …it is therefore a very nice record…” – CultureJazz

“Buddy Tate er overskudsfyldt og sprudler igennem materialet med gamle jazzklassikere af Ellington, Parker og Basie. (…) Det er en skøn indspilning fra en koncert, der ifølge rygtet har en helt særlig plads i hjertet hos dem der var der.” – Overgaard, JazzNyt

“…det er solid swingjazz…vital og vilter” – Rod, ivanrod.dk

“What a great archival release to open the year – yet another demonstration that jazz is a universal musical language.” – Whitehouse, Green Man

“…danskene gjør en fremragende jobb sammen med Tate…musikk som svinger og hvor svetten renner av veggene.” – Granlie, Salt Peanuts*

“Throughout this session, Buddy Tate’s playing is compelling and exemplary.” – Giroux, The New York City Jazz Record

“…en superviril og imponerende jam session fra 1982…Tate blomstrer med stor styrke og netop den overlegne virilitet på sin tenor, men også med forbløffende smukt klarinetspil i to numre.” – Wolsgaard-Iversen, JazzSpecial

Northern Spirit (2019)

“Den gamle Blue Sun trommeslager Bo Jacobsen er genfødt som saxofonist. Nu har han atter lavet en plade sammen med stjerneholdet; Bebe Risenfors diverse instrumenter, Niels Præstholm på bas og Kresten Osgood på trommer. Iøvrigt tager Bo Jacobsen trommestolen på et par numre, hvor Osgood så sidder ved pianoet. Det er med til at fortælle noget om den intermusikalske energi der strømmer gennem kvartetten. De har ganske vist nogle foretrukne instrumenter de spiller på, det handler lige så meget om den samlende energi. Der hvor de mødes i musikken. Northern Spirit er sanselig og spirituel free jazz. Der er mange spor tilbage til 60’ernes Ornette Coleman og Albert Ayler. Northern Spirit er free jazz, der byder dig indenfor i et vidtstrakt landskab af fantasi og spilleglæde.” Niels Overgård, JazzNyt. Februar 2019.

Michael Gregory Jackson Clarity Quartet: After Before (2015)

Den amerikanske guitarist Michael Gregory Jackson har et rimeligt heftigt CV med i bagagen. Han lavede for 3 år siden pladen Liberty sammen med Art Ensemble Syd, der var Sønderborgs officielle jazz ensemble. Nu er han atter sammen med nogle af musikerne fra det projekt i Michael Gregory Jackson Clarity Quartet. Bassisten Niels Præstholm, saxofonisten Simon Spang-Hanssen og trommeslageren Matias Wolf Andreasen udgør bandet der er med til at omsætte Jacksons musik. Han har sine rødder i New Yorks avantgarde og loftscene og har inspireret væsentlige guitarister som Vernon Reid og Bill Frisell.

Det er jazz af den nedskrevne slags. Der skal tælles og holdes styr på arrangementerne. Selv om det er med den aldrig kedelige Simon Spang-Hanssen på diverse saxofoner og fløjte, er det Jacskon der skinner tydeligst på pladen. Han skifter ubekymret og lydefrit mellem guitarens effekter. Der sniger sig forskellige stilistiske sidespring ind undervejs. F.eks. er der den folkinspirerede We are, hvor Jackson også synger. After Before er jazz med en original og spændende guitarist, der både inspirerer og udfordrer.” Niels Overgård, JazzNyt. Juni 2016.

Liberty (2013)

“Simon Spang-Hanssen er også medlem af Art Ensemble Syd. Det er Sønderborgs officielle jazz ensemble. Det har betydning for finansieringen af gruppen. Når det kommer til det kunstneriske, er det mit indtryk, at der har været rimeligt frie og knapt så kommunale rammer. Det er bassisten Niels Præstholm der er primus motor i projektet, der på denne plade indgår i et samarbejde med den amerikanske komponist og guitarist Michael Gregory Jackson der har lavet al musikken. Det er et ambitiøst projekt der strækker sig ud over jazzen og trækker på traditioner fra både rock – f.eks. Michael Gregory Jacksons til tider tunge guitar – til det klassiske. Besætningen rummer ud over de førnævnte, Heine Steensen på violin, Thorstein Quebec Hemmet på div. fløjter og det unge trommetalent Matias Wolf Andreasen.” Niels Overgård, JazzNyt, maj 2013.

“Den rummer en vilje til at gå dybt ned i de dybe lag af den menneskelige tilværelse, men er samtidig også en hyldest til livet. Et lydbillede, der dækker hele livets mangfoldighed, realiseret af et lille jysk orkester.” Jacob Bækgaard, Jazz Special. Juni 2013.

“It’s a mind-blowing disk, one of his best in years. Michael is in top form and Art Ensemble Syd is an excellent vehicle for the new sounds happening here! Many stars, many stars!” Gapplegate Guitar and Bass Blog. Maj 2013.

“The music is deeply touching and even heart breaking. It defies category (yay!). Michael Gregory Jackson’s aesthetic brings together such an eclectic array of styles and approaches that it is hard to imagine anyone not finding something here to love. And I cannot stop listening to this recording. It is that good” Bob Gluck, Bob Glucks Blog. Juni 2013.

Free Spirit (2013)

“Han var med i det legendariske Blue Sun, hvor han spillede trommer. Han kalder selv bandet for et hippie-jazz-beat band. I dag spiller han overvejende altsaxofon. Bo Jacobsen har samlet nogle stærke musikere omkring sig og har nærmest skabt et hippie-free-jazz band. Han har udvidet besætningen fra 2011-albummet Spirit med pianisten Butch Lacy på fire af pladens numre. Den svenske multiinstrumentalist Bebe Risenfors, der bl.a. har spillet med Tom Waits og Elvis Costello spiller både på tenorsax, klarinet, kornet, piano og akkordion, Niels Præstholm tager sig af bassen mens Kresten Osgood sidder ved trommerne, pånær på pladens sidste nummer Continuing Story, hvor Bo Jacobsen selv sidder ved trommerne og Osgood spiller piano.

Free Spirit er free jazz med rødder i den amerikanske free jazz, der udsprang fra Albert Ayler og John Coltrane i 60’erne. De spiller i en meget tro udgave John Coltrane’s smukke hymne Song of Praise – som de kalder Praise på pladen – resten af numrene er skrevet af de forskellige medlemmer i fællesskab. Free Spirit er åndelig og organisk jazz. Det er indføleligt følsomt. Pladen lever i høj grad af nogle musikere, der har overskud og energi til at lytte til hinanden. Det bliver sjæleligt smukt. Det er afdæmpet og moden freejazz. Bo Jacobsen har med Free Spirit skabt et originalt freejazz album i både udtryk og væsen.”

Precessions (2012)

“Bassisten Niels Præstholm har siden 1990 huseret på den danske jazzscene med projektet Embla, der med skiftende medlemmer har spillet Præstholms musik. Nu har han føjet endnu et projekt til sit CV. The Gyroscope String Trio, der udover Præstholm på bassen inkluderer den norske bratchist Bergmund Skaslien Waal og den franske cellist Alain Grange. Begge musikere har store erfaringer med jazzen. På den nye plade Precessions suppleres de på 7 af pladens 11 numre af musikerne Haakon Berre på trommer og Simon Spang-Hanssen på saxofon. Et enkelt nummer er en liveindspilning, hvor John Tchicai også er at finde på scenen. Blandingen af rene strygernumre med numrene med Berre og Spang-Hanssen giver en god spændvidde.

Improvisation er en af hjørnestenene på pladen. Præstholm er som komponist god til, at give sine musikere noget spændende og ikke alt for fastlåst materiale at arbejde med. Det er noget de alle tager seriøst. Bratchisten Bergmund Skaslien Waal viser flere gange nogle suveræne evner som en musiker, der gnidningsløst svæver mellem folkemusik, jazz og klassisk. Det er meget betegnende for en plade, der mest af alt er et glimrende eksempel på Præstholms gode evner som styrmand og komponist på et højt og avanceret niveau. Men samtidig er det alligevel så ukunstlet.” – Niels Overgård, JazzNyt, November 2012

“I found Precessions to be a really pleasant surprise, and not just because of the presence of the great John Tchicai on a live track. From the lovely, grainy string trio sound on the opener I was compelled.” – Jason Bivins, Jazz Cadenze Magazine, April 2011

Attentio (2001)

“Søren Nørbo Trio er et særdeles underholdende bekendtskab. Vi befinder os i jazzens verden, men har følgeskab af en søgende trio, der kun sjældent vælger den nemme løsning og altid har humoren lurende bagved. Til tider smukt, men ofte råt, eksperimenterende og vanvittigt.”

”Der er ganske længe imellem, at man hører noget til Søren Nørbo, der er en af vore fornemste pianister, men også noget af en outsider på den danske jazzscene. Med et spil, der – som jeg har oplevet det tidligere – kunne være så tilbageholdende i sit udtryk og så forblommet i sine antydninger, at det syntes at glide forbi én, men som under alle omstændigheder altid har udvist en dybtliggende vilje til selvstændighed. I sidste måned spillede han med bassisten Niels Præstholm og trommeslageren Kresten Osgood i Copenhagen JazzHouse ved en koncert, som jeg ikke overværede. Og næsten samtidig udkom også en cd med trioen, der netop åbner de døre til musikken, som en enkelt aflytning ikke i samme omfang giver mulighed for. Der er nemlig tale om en fremragende udgivelse, der – takket være den udfordring, som Præstholm og især Osgood byder Nørbo – afdækker helt nye sider hos ham. Når jeg ovenfor har beskrevet ham som en outsider, så er det, fordi Nørbo har meget til fælles med en anden pianist, som denne karakteristik har gyldighed for. Nemlig Paul Bley. Som Bley praktiserer Nørbo et spil, der på én og samme gang er bundet til konventionerne – og gør oprør imod dem. Og som Bley formår Nørbo at gennemføre det med en kontrolleret lidenskab, der fastholder grebet om det motiv, der danner musikstykkets kerne. Det kan man opleve i Osgoods ”Smiling Billy Higgins” og – endnu stærkere udfoldet – i Nørbos ”De baglæns fornemmelser”. Cd´en giver imidlertid ligeledes flere eksempler på et helt ligefremt swingende spil som i Nørbos to fine valsetemaer ”Valse Douce” og ”Dedikeret”, hvor tilegnelsen meget vel kunne være tiltænkt den ”tidlige” Bill Evans.” Boris Rabinowitsch, Politiken. April 2002.

Imagic (1998)

“Med et ensemble, der foruden hans egen bas omfatter en mindre strygergruppe, den svenske saxofonist Thomas Gustafsson, den norske guitarist Nils Olav Johansen, vor egen Alex Riel ved trommerne samt – i to indslag – og den svenske trompetist Staffan Svensson, har Niels Præstholm kastet sig ud i et projekt, der kan synes uhyre dristigt. Nemlig at trække en forbindelse fra middelalderlig spillemandsmusik til nutidig jazz. Men hør, om det ikke lykkedes! I det tonesprog, Præstholm betjener sig af, og det særegne, tilpas skæve klanglige udtryk, han har skabt via sin instrumentation, er der intet af den ærefrygt og højtidelighed, der ikke sjældent præger den musik, der besmykker, som besmykker sig med den såkaldte nordiske tone. Til gengæld er der i de raske tempi en frejdighed, der får musikken til at slå gnister, og også i de stykker , hvor den rytmiske puls er langsom eller blot underforstået, bevarer den sit jordnære, vibrerende liv. Dermed burde det ligeledes være antydet, at Præstholm har forstået at vælge de rette medspillere. Kristian Jørgensens afspændt syngende violin overfor Riels fornemt varierede trommer i balladen Forgotten – og senere i den iltert svingende Cover Me, Gustafssons indtrængende tenor i Ackward, Svenssons trompet mod strygerne i The Feeling, Johansens talrige fremragende indsatser og Præstholm egen forbindende bas bidrager alle til at gøre musikken til en så rig og stemningsmættet oplevelse.” Boris Rabinowitsch, Politiken. Oktober 1998.

Embla (1994)

“Ifølge den nordiske mytologi er Embla navnet på den første kvinde, der blev skabt, og dermed skulle tonen for musikken være givet an. Denne nordiske sound har som bekendt den norske saxofonist Jan Garbareks lyrisk-ekspressive klang som sit højeste ideal. Der er imidlertid også grund til at noterer sig, at det er en amerikansk pianist , Keith Jarret, hvis særlige melodiske åre tjener som en lige væsentlig inspiration. I tenorsaxofonisten Thomas Agergaards Singeling og Carsten Dahls Älsklingsmöte træder slægtskabet med Jarrets skandinaviske kvartet tydeligst frem. Men det forhindrer på ingen måde, at disse kompositioner har deres egne selvstændige kvaliteter og at de fire musikere formår at give dem deres personlige udtryk. Specielt Älsklingsmöte er et fremragende nummer med Agerholms lidt distante, men varme tenor, Dahls fornemt beherskede piano, Niels Præstholm melodisk vandrende bas og en så lysende begavelse som Anders Hentze ved trommerne. Sari og Farvel, Vinter med dig, af henholdsvis Agergaard og Dahl, fortjener ligeledes at fremhæves på denne cd, der er indspillet ved fire sessions i perioden 1991-1994 og som i to numre også byder på den svenske trompetist Staffan Svenssons medvirken.” Boris Rabinowitsch, Politiken. Oktober 1994.